Esse conteúdo do nosso site está disponível apenas em inglês

Medarbejdere i teknisk service og drift hos Chr. Hansen

Chr. Hansen har i Danmark tre fabrikker i henholdsvis Avedøre, Roskilde og Gråsten. På alle vores fabrikker har vi medarbejdere, der arbejder med teknisk service og som spiller en vigtig rolle i den daglige drift. 

På vores fabrikker producerer vi bakteriekulturer til fødevarer. Vi omtaler dem som ”gode bakterier”, da de forskellige bakterier bidrager med forskellige positive egenskaber til en lang række fødevarer. Vi producerer blandt andet mælkesyrebakterier til yoghurt og ost. Vores produktion er kernen af vores forretning, og hver dag spiser over 1 milliard mennesker verden over nogle af vores bakterier.

 


Arbejde på højteknologiske fabrikker

Chr. Hansens fabrikker er højteknologiske, og vi arbejder hele tiden for, at de bliver bedre og mest muligt effektive. Udover at arbejde med vedligehold af maskiner, så arbejder vores kollegaer inden for teknisk service også med analyser af vores processer og driftscyklusser, og de kigger ind i hvilke optimeringsmuligheder og forbedringer man kunne implementere. Energieffektivitet og kvalitet er blandt andet to vigtige parametre, som vores kollegaer spiller en vigtig rolle i. 

På fabrikkerne er der flere forskellige processer og maskiner. Vi har styrede maskiner som procesanlæg, dampanlæg, køleanlæg og pakkerianlæg. Derudover har vi specialiserede pakkelinker samt flere store fryseanlæg – i Avedøre har vi eksempelvis -55 graders walk-in-frysere. 

Vi samarbejder bredt med specialister, automationsteknikere, elektrikere, finmekanikere mv. og sammen sørger vi for, at maskiner og processer kører som smurt. Vi anerkender hinandens styrker og svagheder, og vi forventer ikke, at alle kan kende alle maskiner og processer, men at man bidrager med sin viden og færdigheder til at hjælpe på tværs. Selv teknikere der har været her i 25 år kan langt fra servicere alle maskiner, da de er så specialiserede, så derfor er det alfa omega, at vi kan samarbejde.

Mød Elo

Læs hvordan det er at være lageroperatør i -55 grader 


Vores arbejdskultur fremmer samarbejde og sikkerhed 

På alle vores fabrikker går særligt én ting igen i vores hverdag, og det er vores motto: ”safety first”. Sikkerhed går forud for alt andet i vores daglige arbejde med at vedligeholde og forbedre maskiner og processer. Vi husker hinanden på sikkerheden og tager det blandt andet op på tavlemøderne i de forskellige teams. Alt i alt tænker vi det ind i alle sammenhænge, så det bliver sikkert og trygt at gå på arbejde. 

Chr. Hansen er en lærende organisation, hvor vi lægger vægt på analyse og historisk viden. Det betyder, at vi bruger vores fejl til at blive klogere og til at forbedre fremtidige processer, så vi bliver bedre hele tiden. Det betyder også, at dokumentation er en vigtig del af vores daglige arbejde med teknisk service. 

 

”Noget af det, der kendetegner vores team og arbejdsplads er, at vi hjælper hinanden med det samme – der er ikke nogen, der siger noget på bagkant. På den måde bliver vi hele tiden bedre og får et godt samarbejde.”

Max Krøll Pedersen, Teknisk Service Manager, Chr. Hansen Avedøre

 


Mange muligheder for faglærte 

I teknisk service arbejder mange folk med forskellige baggrunde. Generelt er maskin- og procesbaggrunde essentielle for at arbejde på fabrikker som vores, men vi anerkender, at vi ikke alle skal have samme profiler. Vi bruger vores forskellige styrker på tværs, og sammen sørger vi for at tingene kører som smurt – bogstavelig talt. 

 

”Afdelingens sammensætning af faguddannede medarbejder, som strækker sig fra håndværksuddannede til masterniveau, er grundstenen for at levere service og analyse på aftalt niveau.”

Brian Hørlykke, Teknisk Service Director, Chr. Hansen Avedøre

 

Bliv lærling hos os 

Det er muligt at blive lærling i et af vores teknisk service teams på vores fabrikker. Vi har blandt andet maskinmesterstuderende – både bachelor og aspiranter. Derudover har vi automatikteknikerlærlinge og elektrikerlærlinge. 

Som lærling kommer du igennem hele paletten af opgaver. Et lærlingeforløb tager naturligvis udgangspunkt i elementerne i uddannelsesplanen, så du kommer igennem alt det, der er relevant for din uddannelse. Vi er så heldige at have specialister inden for mange områder, og det betyder, at vi kan tilpasse praktikforløbet efter den enkeltes interesser og uddannelse. 

Vi har kollegaer med gode menneskelige egenskaber, der arbejder for, at du får et godt forløb og bliver inkluderet i vores arbejdsplads. Du vil blive klædt godt på og bliver en integreret del af det team, du bliver tilknyttet. Du vil få kollegaer med meget erfaring, og de vil dig alle sammen det bedste. Vi ønsker at fremme en arbejdskultur, hvor vi gør hinanden bedre og løfter i flok – og det inkluderer også dig som lærling. 

Operatør i Chr. Hansen

Vi har også operatører og operatørlærlinge på vores fabrikker.

Compartilhe